All the time they seemed to be skating in fanthomless depths of air, so blue the ice had become; and so glassy smooth was it that they sped quicker and quicker… with the white gulls circling about them, and cutting in the air with their wings the very same sweeps that they cut on the ice with their skates. Virginia Voolf. Orlando. 1928
Vintrene i 50-erne var ofte megt kolde og søer, åer og selv havet frø til, så man kunne gå og skøjte på isen. Tøjet dengang beskyttede ikke meget mod kulden og de uforede gummistøvler mange af os gik med, var bitterligt kolde. De var også svære at spænde skøjterne fast på. Men alle besværlighederne blev glemt letheden ved at løbe hen over isen, følelsen af den kolde luft i ansigtet og barndommens frihed. Følelsen af tyngde i kroppen og varmen i kinderne, når man kom hjem, var vidunderlig. Jeg gemmer ikke min barndom i en guitar, men måske i et par tynde gummistøvler.
Maleriet viser et meget karakteristisk landskab i frostens magt med Nekselø i baggrunden.