En kort og meget moraliserende historie om, hvordan det hele startede, og om de muligheder, vi alle bliver givet.
I sommeren 1985 besluttede fire venner sig til at rejse gennem Europa uden meget bagage. De ville overskride deres daglige borgerlige liv og leve af, hvad de kunne tjene på vejen, med de udfordringer og grænseoverskridende situationer, det ville medføre. To ville spille harmonika og violin, den tredje ville sælge kunsthåndværk og den fjerde – jeg – måtte også finde på noget.
Dengang havde jeg allerede gjort et par beskedne eksperimenter med maleri og ikke-naturalistisk tegning, men jeg kunne ikke holde ud at tegne efter naturen. Det var for kedeligt, vanskeligt og resultaterne forekom mig ej heller særlig overbevisende.
Og jeg ville under ingen omstændigheder være maler, jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undgå det. Jeg kunne ikke lade være med at male, det var en slags tvang, men når nogen så mine arbejder og roste dem eller ville have dem udstillet, sagde jeg, de var malet af min fætter. For jeg kendte for mange malere i Odsherred og skammede mig over mine eksperimenter. Maler skulle jeg ikke være, tvært imod, jeg havde mit arbejde og min familie, og det var det.
Men jeg måtte jo finde på noget at tage mig til på turen gennem Europa, og helt tilfældigt fik jeg et stykke kul i hånden. Og pludselig oplevede jeg den samme mærkelige følelse, som også må ramme en, der forsøger at klippe en silhuet – og kan uden besvær. Min første tegning i kul tegnede sig selv. Ligesom alle de næste. Så jeg samlede en kollektion og begyndte at sælge tegninger af dyr og blomster på gaden. Med et sort klæde hvorpå der stod: Til salg på engelsk og fransk.
Det er alt sammen en meget lang og helt anden historie. Jeg holdt virkelig meget af de japanske damer, der som de første købte mine blomstertegninger i Heidelberg – og den fornemme tyske dame, som roste byen Køln for at lade mig arbejde i byens Zoo ( Jeg havde naturligvis ingen tilladelse fra byen). Men den bedste dag nåede mig i en fransk by, hvor jeg havde sat min lille forretning op uden at lægge mærke til, at jeg derved invaderede nogle meget store afrikaneres territorium, hvor de solgte masker og læder bælter. Den største og bredeste fyr nærmede sig truende i fuldstændig tavshed, så på mine arbejder og i stedet for at jage mig bort, smilede han efter en tid venligt til mig og sagde
Du er virkelig kunstner.
Jeg tænker stadig med taknemlighed på hans venlige ord, og vi fire fulgte vores planer den sommer og levede af landet. Jeg har stadig et par af tegningerne og det sorte klæde, som ikke blev solgt. De ses herunder.
Den sommer lærte mig, at man skal gribe mulighederne, når de kommer til en – og at vore evner er langt større end hvad, vi selv tror.
Langsom og sen starter.
Siden er jeg sent startende og ganske langsomt gledet ind i kunsten verden. Det mest varierede og forbløffende rum, jeg endnu har bevæget mig i bortset fra menneskeligt samvær. Så utrolig kompliceret og ganske enkelt på en gang. Her ophæves samtlige logiske kategorier, og uforenelige modsætninger bliver et. Hvilken luksus og fornøjelse.
Nu 37 år efter, efter alle udstillingerne, priserne og oplevelsen af tæthed, erobringen af nyt land og den uendelige glæde over at ride på tigeren i arbejdsprocessens rus, føler jeg stor taknemlighed overfor dem, der hjalp mig. Min hustru og familie, som altid troede på mig, støttede mig og mødte op til alle udstillingerne. Også alle de gode mennesker, jeg kom i kontakt med hjemme og i udlandet. Jeg husker forløbet som en sætning fra Procul Harums Whiter shade of Pale: We called out for a drink, and the waiter brought a tray.
Jeg ved godt, jeg fik en særlig chance for at leve to liv. En som lærer og en som kunstner. Mange tak til alle.
I
