Om usikkerhed, rædsel og utilstrækkelighed.
Det var rædselsfuldt. Efter 127 km i bil nåede vi døren.
Det gik nogenlunde på turen derop. Vi talte om så meget andet og jeg kunne helt fortrænge pakkerne i bagrummet. Det var først for alvor da vi gik hen over parkeringspladsen, at jeg gjorde mig klart, hvilke problemer jeg havde rodet mig ud i. Og muligheden for uendelig fiasko. FIASKO stod hen over døren i den moderne bygning, vi nærmede os. Solskin var det parokdoksalt også.
Derinde sad to mænd ved et bord og tog imod billederne, som skulle afleveres inden censureringen. Jeg ville bare hjem. Min elskede sagde: Jeg kører ikke med helt herop og hjem igen, uden du afleverer de billeder. Men jeg turde ikke. Det var alt for svært. Og billederne var skrumpet ind i deres bølgeindpakning. Lynhurtigt var de gået fra håb til talentløshed. Helt af sig selv. Hvordan havde jeg dog fået den forrykte ide. Det var alt sammen en opskrift på det fuldstændige nederlag. Der stod jeg med en selvtillid tynd som en gennemsigtig måne. 66 år, alt for gammel. Ikke bare på tynd is, men med hovedet under vand. Sank. Ud ad døren ville jeg. Gemme mig i en undskyldning af løgne. Hjem.
Men billederne blev afleveret. Basta. Der var flere kilometer fra døren og til bordet med de to mænd. Jeg talte mine skridt, da jeg krydsede gulvet. For dem var det rutine for mig Rubikon med usikre skridt
Og billederne blev antaget. Forunderligt nok.
Og nu 15 år senere, efter mængder af udstillinger herhjemme og i udlandet, efter priser, stipendier og ophold bl.a i USA, kan det virker forunderligt. Men dengang var usikkerheden, angsten og manglen på tro på mig selv som ulve, der hylede alt for højt. Og min ben tynde og svage som en 3 årigs og gulvet alt for uendeligt.
Og hvorfor så fortælle den historie, så kontraeffektfuld til myten om den evige vinder. Alladdin som fik det hele ned i hatten. Fordi den er sand, men også fordi den indeholder en morale. At hvis man ikke prøver, har man tabt på forhånd. At ens drømme fortjener deres plads uafhængigt af ens usikkerhed. At man skal give målene en stor chance, før man giver op.
Tre af de 5 billeder, jeg fik antaget på Hillerød åben i 2007. Min meget gode ven Egon Hansen støttede mig altid, ligesom min Lise, som har taget billedet.